For anden uge i streg: Dansk grisenotering er et lyspunkt

Grisenoteringen i Danmark udmærker sig ved, at den ikke falder i øjeblikket.

For anden uge i træk oplever de europæiske grisenoteringer tilbagegang over stort set hele linjen.

Undtagelsen er den danske grisenotering, der holder stand og ifølge en ugentlig noterings-sammenligning fra den tyske griseproducentforening ISN lyder på 11,14 kroner per kilo i indeværende uge. Tilsvarende holder den franske notering niveauet fra sidste uge, dog korrigerer noteringen ned med en øre til 13,93 kroner per kilo.

Det fremgår af en markedsorientering fra Danske Svineproducenter.

Den spanske notering fortsætter med at klare sig bedst blandt de fem største EU-grisenationer med en pris på 15,09 kroner per kilo. Det er et fald fra sidste uges niveau på 15,23 kroner per kilo.

Nedturen har også indfundet sig på det tyske marked, hvor slagtegrise afregnes til 12,41 kroner per kilo. Det er et fald på ikke mindre end 75 øre per kilo på en uge, og ugen før var der et tilsvarende noteringsfald. Dermed er der kun 1,27 krone i forskel mellem den danske og tyske notering, som er presset i bund af udbruddet af mund- og klovsyge.

I Holland fortsætter prisnedturen også. Ved årets start var noteringen på 13,51 kroner per kilo. Den er vekslet til 13,21 kroner i uge to, 12,99 kroner i uge tre og i denne uge lyder noteringen på 12,54 kroner per kilo.

 

 

Emneord gris

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle