
Alle lanmænd kender uden tvivl de grundlæggende principper for sikker brug af plantebeskyttelsesmidler.
Det er dog afgørende ikke kun at kende dem, men også konsekvent at overholde dem for at sikre både din egen og andres sikkerhed samt miljøbeskyttelse.
Planteavlskonsulent og ekspert i sprøjtemidler Ole Schou fra VKST kommer her med fem vigtige råd, som kan hjælpe dig med at arbejde sikkert og effektivt med plantebeskyttelsesmidler.
1. Forbered og vedligehold udstyret grundigt - og husk sikkerhedsudstyr
Husk at holde din sprøjte i top god stand.
Der er virkelig penge at tjene med en velfungerende og præcis sprøjte.
Husk at brug værnemidler: overtræksdragt eller forklæde, handsker og ansigtsvisir. Og husk at skifte handsker ud jævnligt.
2. Undgå fejl – undgå store tab
En behandling starter dagen før, man vil ud og sprøjte.
Der sætter man de produkter, man har til hensigt at bruge, frem på en særlig plads i kemirummet eller i skabet. Så har man chancen for at opdage fejl, når man næste dag igen ser, hvilke produkter der er valgt.
Selv de mest erfarne sprøjteførere risikerer fejl, for mange dunke ligner hinanden. Det er ofte fejl, som ikke kan rettes, og som koster afgrøder livet med store tab til følge. Så læs altid etiketten før brug - hver gang.
3. Afstandskrav
Mange produkter har et afstandskrav til fx offentlige veje, bebyggelse, haver etc., hvor folk kan færdes frit.
Nogle produkter har to meters afstand, andre fem, 10 eller 20 meter. Det er angivet på etiketten og skal overholdes. Og det skal det også i sprøjtejournalen, hvor det korrekte areal, der er behandlet, skal angives – ikke markens totalareal.
Læs mere i artiklen her, hvor man kan se tabellen over alle produkters afstandskrav.
4. Undgå at forlade førerkabinen umiddelbart efter sprøjtning
Det er vigtigt at undgå at træde ud af traktoren lige efter sprøjtning, da området stadig kan være fyldt med aerosoler og dampe fra kemikalierne.
Vent, indtil luften er klar, og det er sikkert at forlade førerkabinen for at minimere risikoen for eksponering.
5. Opbevar kemikalier og udstyr sikkert - også ved påfyldning
Opbevar alle sprøjtemidler i sikkert, aflåst rum eller skab, uden adgang for andre end personen med sprøjtecertifikat.
Sørg for, at produkterne er i de originale beholdere med etiketterne intakte, og gennemgå alle produkters udløbsdato to gange om året. Skriv eventuelt udløbsdatoen på dunken med vandfast tusch.
Sortér produkterne efter anvendelse, fx ukrudts- og insektmidler, etc. Sørg for at holde produkter, der kan give totalskader helt for sig selv, fx glyfosat- og græsmidler.
Kommentarer