25-årig nordjysk smågriseproducent er kåret som Årets Unge Landmand

Nicklas Dam er kåret til Årets Unge Landmand på grund af sit engagement for at motivere og fastholde sine medarbejdere og for sit arbejde for at gøde jorden for den næste generation af landbrugere.

25-årige Nicklas Dam er vant til at træde ind i det uvisse.

Det gjorde han, både da han tog til Rusland og dernæst Polen for at arbejde som produktionsleder på flere store griseproduktioner. Og det skete igen, da han kom igang med sin egen smågriseproduktion i Nordjylland, og et sygdomsudbrud satte en kæp i hjulet for forretningsplanerne. 

Men den unge landmand er altid kommet ud på den anden side - klogere og mere beslutsom. Nu bruger han alt det, han har lært om ledelse, til at tage hånd om sine medarbejdere og motivere dem til at yde deres bedste.

Det er blandt andet af den grund, at han onsdag er blevet udråbt som vinder af konkurrencen Årets Unge Landmand 2024, der bliver afholdt af LandbrugsAvisen i samarbejde med Gjensidige Forsikring.

Til delegeretmøde i Herning blev Nicklas Dam kaldt på scenen og hyldet for sin ihærdighed og faglighed.

- Det er en stor ære at stå her. Det er jeg virkelig stolt af. Jeg vil gerne sige tak til min familie og mine venner, selvom jeg er sporadisk og rejser rundt i verden og Danmark for at bygge min karriere. Jeg håber, der er flere unge, der har lyst til det i fremtiden. Og jeg vil gerne sige tak til dem, der har hjulpet mig til at få gang. Jeg vil gerne opfordre andre unge til at tænke alternativt, når man skal i gang som landmand. Man behøver ikke købe det hele. Man kan også få et godt liv. Og til dem med gråt hår i toppen vil jeg gerne sige, at i gerne må tænke alternativt for at kunne generationsskifte jeres ejendom, siger Nicklas Dam.

Nicklas Dam ejer Dam Landbrug, en smågriseproduktion med omkring 1.050 søer. Landbruget bliver drevet i lejede stalde ved nordjyske Jerslev. Og den unge landmand ejer ingen jord til. 

Indtænker den næste generation

Nicklas Dam modtager hæderen foran tre andre stærke kandidater, som var nomineret til prisen, Martin Erik Frederisen, Lasse Romvig og Frank Keinicke

De fik også alle roser med på vejen af formand for L&F, Søren Søndergaard, der sad med i dommerkomitéen.

- I min beretning tidligere på dagen talte jeg om stolthed. Stolthed over vores erhverv og stolthed over vores historie. Når jeg ser jer unge nominerede på filmen her – og om lidt her på scenen – så må jeg bare sige, at der er fuld plade over hele stolthedslinjen. Både fordi jeg ser mig selv i jer, og fordi jeg ser landbrugets fremtid i jer, sagde Søren Søndergaard på talerstolen.

En fremtid, der rækker udover vinder Nicklas Dams egne karriereplaner. Han tænker allerede den næste generation af landbrugere ind i sin virksomhedsledelse. Noget, som komiteen til årets konkurrence lagde vægt på i sin udvælgelse af vinderen.

Nicklas Dam begyndte sin landbrugskarriere som elev på en griseproduktion, hvor ledelsen var konservativ og rosen lille. Den unge landmand gik fra bedriften med en følelse af helst aldrig at skulle passe grise igen.

Den følelse har han nægtet at give videre til sine elever og ansatte på Dam Landbrug. Her er moderne ledelsesbegreber som MUS, Disc-profiler og konflikthåndtering en aktiv del af hverdagen. Nicklas Dam har aldrig måtte råbe af nogen ansatte, der gjorde noget galt, og det har han planer om aldrig skal ske. 

- Alle fire nominerede fortjener at vinde. Men der skal findes én vinder. Den er den samlede masse af disse forhold: Han er dygtigt faglig, en god produktionsleder, med resultater i Danmark og udlandet, har en forfriskende tilgang til management, god og direkte kommunikation, han er positiv, arbejdssom, punktelig og indgyder tillid. Han har har mødt flere bump på vejen, men lægger planer og formår at motivere sig selv og sine ansatte, udtalte Mark Oswald, Salgsdirektør Commercial DK i Gjensidige Forsikring, på scenen.

Der er tiende gang, prisen som Årets Unge Landmand uddeles. I år var der 42 indsendelser, hvoraf fire nominerede blev valgt. 

Om konkurrencen

Igen i år har LandbrugsAvisen kåret Årets Unge Landmand i samarbejde med Gjensidige, L&F og LandboUngdom. 

Blandt mange indsendte forslag er fire dygtige finalister, der på hver deres måde skaber en fremtid i erhvervet, blevet udvalgt. 

Årets Unge Landmand vinder en gavecheck på 30.000 kroner til en studierejse.

Gjensidige Forsikring er sponsor og samarbejdspartner i konkurrencen.

- Landbruget er en sektor i konstant udvikling. Der sker nye ting både teknologisk og lovgivningsmæssigt, som stiller krav til den enkelte bedrift, dette stiller også flere krav til management i det daglige arbejde. Så det, at den nye generation af unge driftige landmænd, tænker anderledes om deres rolle og ansvar i forhold til ledelse, ser vi som en spændende udvikling, som også går godt i tråd med vores forsikringsmæssige fokus på skadesforebyggelse og godt arbejdsmiljø, udtaler Mark Oswald, Salgsdirektør Commercial DK i Gjensidige Forsikring.
 

 

Emneord

Årets Unge Landmand 2024 , Delegeretmøde 2024

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle